Revalideringsydelse

Hvad er revalidering?
Revalidering er en hjælp, du kan få, hvis du har begrænsninger i din arbejdsevne. Revalideringen skal bidrage til, at du fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet igen, så dine muligheder for at forsørge dig selv og din familie forbedres. 

Revalidering er både erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp. Den økonomiske hjælp kan være kontanthjælp, starthjælp eller revalideringsydelse. 

Vil du vide mere om reglerne om revalideringstilbud, fx godkendelse som revalidend, indholdet af jobplanen mv., kan du henvende dig til Arbejdsmarkedsstyrelsen

Hvad får du i revalideringsydelse?
Hvis kommunen tilkender dig revalideringsydelse, får du et beløb svarende til højeste dagpenge ved arbejdsløshed. 

Hvis du er under 25 år, har du kun ret til halvdelen af dette beløb. Det gælder dog ikke, hvis du:

  • forsørger dine hjemmeboende børn, eller
  • har haft arbejdsindtægter, som giver dig ret til højeste sygedagpengesats.

Du kan modtage revalideringsydelse uden hensyn til din eventuelle ægtefælles indtægts- og formueforhold. 

Du kan som udgangspunkt højst modtage revalideringsydelse i fem år. 

Under forrevalidering fortsætter du på din hidtidige ydelse, for eksempel kontanthjælp. 

Hvis du under revalideringen kan få dækket dine leveomkostninger efter anden lovgivning, fx SU, kan du ikke samtidig få revalideringsydelse.

Hvor skal du henvende dig?
Hvis du vil søge om revalidering og revalideringsydelse, skal du henvende dig til din kommune. Kommunen har pligt til at vejlede dig om reglerne.

Du kan klage over kommunens afgørelse til beskæftigelsesankenævnet, som hører til statsforvaltningen i din region. 

Arbejdsdirektoratet  udtaler sig vejledende om reglerne om revalideringsydelse og kan ikke gå ind i den konkrete sag.

Vil du vide mere om betydningen af arbejde, indtægter og afbrydelser i revalideringsforløbet skal du henvende dig til din kommune.

Sidst opdateret:07. januar 2009 - Ansvarligt kontor: Y1