Arbejdsgivers pligt til at give oplysninger til brug for attest E 301

Når en a-kasse eller Arbejdsdirektoratet beder om oplysninger til brug for udstedelse af en attest E 301 DK til en af dine tidligere ansatte, så har du som arbejdsgiver pligt til at afgive oplysningerne.

A-kassen eller Arbejdsdirektoratet indhenter typisk oplysningerne på en særlig blanket ”Oplysninger fra arbejdsgiver” (blanket EØS 7).

Du skal blandt andet oplyse om din tidligere ansattes arbejdsperioder, løn og årsagen til arbejdets ophør. Hvis din tidligere ansatte har arbejdet for dig uden for Danmarks grænser, skal du oplyse, om der er udstedt en attest E 101 fra den Sociale Sikringsstyrelse. Hvis det er tilfældet, skal du indsende en kopi af attesten sammen med den udfyldte blanket EØS 7.

Du skal afgive oplysningerne inden for en nærmere angivet tidsfrist. Hvis du ikke overholder fristen, bliver forholdet anmeldt til politiet, og du risikerer en bødestraf.

Attest E 301 DK
En attest E 301 DK kan udstedes til en person, som har arbejdet for en dansk arbejdsgiver, og som ønsker at medregne sine arbejds- og forsikringsperioder til et andet EØS-land/nordisk land. Attesten bruges som dokumentation for personens arbejds- og forsikringsperioder i Danmark.

Attest E 301 DK udstedes af på baggrund af ”Ansøgning om attest E 301 DK” (blanket EØS 4), fra pågældende selv.

Hvis personen har været medlem af en dansk a-kasse, er det den a-kasse, hvor pågældende sidst har været medlem, der indhenter oplysninger fra arbejdsgivere og udsteder attest E 301 DK. Hvis ansøgeren ikke har været medlem af en dansk a-kasse, er det Arbejdsdirektoratet der indhenter arbejdsgiveroplysninger og udsteder en attest E 301 DK.

Sidst opdateret: 14. marts 2008 - Ansvarligt kontor: Y4