Hvis du bliver sagt op eller fritstillet

Ferie i en opsigelsesperiode
Hvis du er blevet sagt op af din arbejdsgiver, kan du som udgangspunkt ikke holde din hovedferie i opsigelsesperioden, hvis dit opsigelsesvarsel er på tre måneder eller derunder. Heller ikke selvom din arbejdsgiver før opsigelsen har fastlagt din hovedferie til et bestemt tidspunkt, eller I har aftalt feriens placering, eller hvis virksomheden holder kollektivt ferielukket.

Hvis du og din arbejdsgiver er enige, kan I dog aftale, at du skal holde hovedferien som planlagt i en opsigelsesperioden, selv om dit opsigelsesvarsel højst er  tre måneder.

Din arbejdsgiver kan også kræve, at du holder hovedferien som planlagt, hvis din arbejdsgiver forlænger opsigelsesvarslet med antallet af feriedage. Så skal du holde ferien som oprindeligt planlagt.

Øvrig ferie er ikke beskyttet i en opsigelsesperiode. Det betyder blandt andet, at din arbejdsgiver frit kan lægge øvrig ferie i opsigelsesperioden, hvis han giver mindst en måneds varsel, og der er plads til at holde ferien, inden opsigelsesperioden udløber.

Ferie i en fritstillingsperiode
Hvis din arbejdsgiver fritstiller dig og dermed uigenkaldeligt giver afkald på din arbejdskraft, anses du for at have holdt ferie, hvis ferievarslet og feriedagene kan rummes inden for fritstillingsperioden. Når du er fritstillet, er det ikke et krav, at din arbejdsgiver faktisk varsler ferien over for dig.

Eksempel: Hvis du bliver sagt op og fritstillet den 31. maj til fratræden 30. september, er der plads til varslet for hovedferien på tre måneder samt til 15 feriedage i fritstillingsperioden. Derfor anses al din ferie vedrørende dette ferieår for holdt i fritstillingsperioden.

Hvis du derimod bliver sagt op og fritstillet den 31. maj til fratræden 31. august, er der ikke plads til varslet for hovedferien samt de 15 feriedage i fritstillingsperioden. Derimod er der plads til varslet for øvrig ferie samt til de 10 øvrige feriedage. Derfor anses øvrig ferie vedrørende dette ferieår for holdt i denne situation.

Sidst opdateret: 18. juni 2008 - Ansvarligt kontor: Y3