10. juli 2009

Nyhedsbrev til a-kasserne - nr. 19/2009

Ændring af bekendtgørelse om rådighed med tilhørende vejledning

Direktoratet har udsendt bekendtgørelse nr. 724 af 3. juli 2009 med tilhørende cirkulære nr. 53 af 3. juli 2009. Begge kan ses på direktoratets hjemmeside www.adir.dk under ”Regler” og på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk.

De ændrede regler træder i kraft den 1. august 2009.

Til ændringerne

I forhold til § 1, nr. 8, er der tale om en præcisering, som direktoratet har lovet Ombudsmanden at foretage ved først givne lejlighed.

Med lov nr. 478 af 12. juni 2009 (Samling af indsatsen og finansieringsansvaret for forsikrede lediges ret til selvvalgt uddannelse under Beskæftigelsesministeriet) fastslås, at der ikke kan udbetales dagpenge for timer, som der udbetales uddannelsesydelse for.

§ 1, nr. 13, i ændringsbekendtgørelsen er en udmøntning af disse bestemmelser.

Med lov nr. 479 af 12. juni 2009 (Afbureaukratisering af reglerne om aktivering af unge, sanktionsreglerne for kontant- og starthjælpsmodtagere og målretning af aktiveringsindsatsen m.v.) ændres reglerne således, at CV skal være godkendt og CV-samtale være afholdt senest 3 uger efter tilmelding.

Lov nr. 483 af 12. juni 2009 (Etablering af et enstrenget kommunalt bekæftigelsessystem m.v.) indebærer bl.a., at der skal endvidere angives beskæftigelsesmål i medlemmets CV inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft.

§ 1, nr. 10 og nr. 16, i ændringsbekendtgørelsen er en udmøntning af disse bestemmelser.

Med lov nr. 479 af 12. juni 2009 er der desuden i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indført regler om, at hvis der foreligger et CV fra en tidligere ledighedsperiode, bliver dette straks gjort tilgængeligt ved gentilmelding. Da det er forudsat, at dette sker automatisk, er der ikke i bekendtgørelse nr. 724 af 3. juli 2009 fastsat regler herom, men det fremgår af cirkulære nr. 53 af 3. juli 2009, at hvis der i Jobnet ligger et tidligere CV, bliver dette aktiveret ved en gentilmelding. Hvis et medlem gør et sådant CV ikke-tilgængeligt, skal a-kassen foretage en rådighedsvurdering af medlemmet, jf. cirkulærets punkt 7.

I forhold til § 1, nr. 18, er der tale om, at direktoratet rent sprogligt bringer reglerne i rådighedsbekendtgørelsens § 29 og bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed § 41 i overensstemmelse med hinanden for så vidt angår betingelserne for, hvornår retten til dagpenge er generhvervet efter at arbejdskrav. Der har efter praksis ikke været nogen forskel på, hvornår retten til dagpenge er generhvervet efter et arbejdskrav, men det har ud fra bestemmelsernes hidtidige ordlyd set ud som om, at der var forskel.

De øvrige ændringer er ”tekniske ændringer”, herunder konsekvensændringer som følge af fx at ”registreret” fremover ændres til ”tilmeldt”.

Kontaktperson:

  • Kenneth Buch Madsen, Y2, direkte tlf.nr.: 38 14 83 05

Henvendelser om nyhedsbreve

Henvendelser om nyhedsbreve, herunder forslag til forbedringer mv., kan rettes til:
Hans Flamand Christensen
Direktionssekretariatet
tlf. 38 14 83 17, e-mail: adir@adir.dk