10. juli 2009

Nyhedsbrev til a-kasserne - nr. 21/2009

Ændring af bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv.

Direktoratet har udsendt bekendtgørelse nr. 725 af 6. juli 2009 med tilhørende cirkulære nr. 55 af samme dato. Begge kan ses på direktoratets hjemmeside www.adir.dk  under ”Regler” og på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk.

Reglerne træder i kraft den 1. august 2009.

Bekendtgørelsen er ændret som følge af vedtagelsen af lov nr. 482 af 12. juni 2009 (Sammenlægning af Arbejdsmarkedets Ankenævn med Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg, finansiering af arbejdsløshedsdagpenge, arbejdsløshedskassernes vejledningspligt og tilsyn med kommunerne m.v.)

Efter de gældende regler er vejledningspligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. mere vidtgående end forvaltningsmyndigheders vejledningspligt, fordi a-kasserne efter ordlyden i § 65, stk. 1, også skal vejlede om ”medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkeds-lovgivningen”. Efter gældende ret skal a-kasserne således også vejlede om lovgivning, som ikke administreres af a-kasserne.

Herudover har udviklingen i praksis medført, at a-kasserne med hensyn til intensitet (vejledning af egen drift) har en vejledningspligt, der er mere vidtgående end den vejledningspligt, som gælder for forvaltningsmyndigheder.

Som led i bestræbelserne på at opnå større ensartethed på beskæftigelsesområdet i sager af samme karakter er reglerne om forvaltningsmyndighedernes og a- kassernes vejledningspligt harmoniseret, således at a-kassernes vejledningspligt over for deres medlemmer svarer til forvaltningsmyndigheders vejledningspligt over for borgerne.

Bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv. med tilhørende vejledning er ændret i overensstemmelse hermed.

Til bekendtgørelsen

A-kassen skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til medlemmer om spørgsmål inden for a-kassens sagsområde, jf. § 30 loven. A-kasserne skal dermed ikke længere vejlede om ”medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen”.

A-kassens vejledningspligt herudover rækker ikke videre end forvaltningsmyndigheders vejledningspligt.

Hvis en a-kasse modtager en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, skal henvendelsen så vidt muligt videresendes til rette a-kasse eller forvaltningsmyndighed.

Der er herudover foretaget følgende mindre sproglige justeringer og konsekvensrettelser som følge af lov nr. 479 af 12. juni 2009 og lov nr. 483 af 12. juni 2009:

  • Præcisering af a-kassernes vejledningspligt i forbindelse med afbureaukratisering af reglerne om aktivering af unge og målretning af aktiveringsindsatsen m.v. og fremrykning af CV-samtalen til inden 3 uger, efter et medlem er blevet ledig.
  • Konsekvensændringer på grund af etablering af et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem m.v.

Kontaktperson:

  • Kristine Gude, Y 2, direkte tlf.nr.: 38 14 82 73

Henvendelser om nyhedsbreve

Henvendelser om nyhedsbreve, herunder forslag til forbedringer mv., kan rettes til:
Hans Flamand Christensen
Direktionssekretariatet
tlf. 38 14 83 17, e-mail: adir@adir.dk