30. oktober 2009
Direktoratet gennemførte en spørgeskemaundersøgelse i foråret 2009, som skulle afdække udviklingen i a-kassernes digitalisering siden en lignende undersøgelse blev gennemført i 2006. Undersøgelsen skulle blandt andet vise, hvor mange af de 17 forskellige digitale tilbud, der indgik i undersøgelsen, a-kasserne tilbyder til deres medlemmer samt medlemmernes udnyttelse af tilbuddene[1].
Ingen a-kasser tilbyder alle 17 digitale selvbetjeningsmuligheder. Lærernes A-kasse, Kristelig A-kasse og Ingeniørernes A-kasse har hver 13 digitale tilbud til deres medlemmer og er dermed de a-kasser, der har flest af de digitale tilbud, der indgår i undersøgelsen. Faglig Fælles A-kasse, NNF’s A-kasse og Danske Lønmodtageres A-kasse har henholdsvis 4, 5 og 6 tilbud og er dermed de a-kasser, der har færrest af tilbuddene[2].
Alle a-kasser tilbyder nye eller andre selvbetjeningstilbud end de gjorde i 2006. 11 a-kasser har afviklet tilbud siden 2006. De a-kasser, der har afviklet tilbud, har i stedet fået nye tilbud. Eksempelvis har Fødevareforbundet NNF’s A-kasse og Faglig Fælles A-kasse, som har det absolut færreste antal tilbud, ikke fået flere digitale tilbud siden 2006, men tilbyder medlemmer andre selvbetjeningsmuligheder end de gjorde i 2006.
Men også flere medlemmer udnytter muligheden for at indsende kort og blanketter digitalt. 57 pct. af alle indmeldelser i a-kasserne sker digitalt, mens mellem 39 pct. og 49 pct. af alle ydelseskort indsendes digitalt (feriedagpenge, orlovsydelse, belagte dagpengekort, aktiveringsydelse, 0-dagpengekort, efterløn).
Tilbuddet om tilmelding til efterlønsordningen anvendes af 7 pct. af medlemmerne, mens kun 0,08 pct. af ledighedserklæringerne indsendes digitalt. Under 1 pct. af medlemmerne bruger muligheden for digital overflytning, at redigere egne stamdata, de udbudte sms-tjenester (dagpenge og efterlønskort), muligheden for at indberette VEU-kort og ansøge om befordringsgodtgørelse på a-kassernes hjemmesider.
Der er fortsat stor forskel mellem a-kasserne på, hvor mange medlemmer, der bruger muligheden for digital selvbetjening. Den gennemsnitlige digitaliseringsgrad[3] for alle a-kasser og alle tilbud (eksklusiv ledighedserklæringer og sms-tjenester) er 36 pct. Spændet i digitaliseringsgraden af alle transaktioner går fra 2 pct. i Faglig Fælles A-kasse til 94 pct. i Lærernes A-kasse.
Der er 5 a-kasser (Lærernes A-kasse, Prosa og Merkonomernes A-kasse, Magistrenes A-kasse, Ingeniørernes A-kasse og Akademikernes A-kasse), der har en digitaliseringsgrad på 80 pct. eller derover og 5 a-kasser (FOA – Fag og Arbejdes A-kasse, Byggefagenes A-kasse, El-fagets A-kasse, Fødevareforbundet NNF´s A-kasse og Faglig Fælles A-kasse) har en digitaliseringsgrad på mindre end 10 pct.
Der er blandt de 5 a-kasser med de højeste digitaliseringsgrader 2 FTF-kasser og 3 AC-kasser, mens de 6 a-kasser med de laveste digitaliseringsgrader, alle er LO-kasser.
Alt i alt er der arbejdstid at spare for a-kasserne ved at digitalisere og tage initiativer, der øger udnyttelsesgraden – særligt på de områder, hvor a-kasserne gennemfører mange transaktioner eller hvor transaktionerne tager lang tid (eksempelvis tunge beregninger mv.). Også set i lyset af de aktuelle administrative udfordringer i forhold til at håndtere den stigende ledighed mest optimalt.
Den enkelte a-kasses potentiale for besparelser via digitalisering hænger bl.a. sammen med den aktuelle udvikling i ledigheden blandt a-kassens medlemmer samt udviklingen i a-kassens medlemstal. En klar strategi på området ser ud til at kunne betale sig, og den enkelte a-kasse bør vurdere og lave tiltag der, hvor besparelsespotentialet for a-kassen ligger.
Her kan du se tabeler over digitale tilbud.
Kontaktpersoner
[1]Spørgeskemaundersøgelsen i a-kasserne omfatter ikke anden form for digitalisering, som udvikles i a-kasserne i forbindelse med effektivisering af arbejdsgangene, fx digitalisering af back-office-funktionerne. Fx har en a-kasse påført alle dagpengekort en stregkode, der betyder, at de postale dagpengekort ikke skal tastes, men kan indscannes eller indlæses elektronisk. Andre a-kasser kan have lavet tilsvarende former for digitalisering, men undersøgelsen i a-kasserne omfatter som nævnt alene de 17 digitale medlemstilbud. Direktoratet har også viden om, at flere a-kasser har haft fokus på digitalisering i tiden efter foråret 2009 og således har øget antallet af tilbud og eller digitaliseringsgraderne.
[2] Hovedparten af alle a-kasser har i dag andre digitale tilbud end de 17 medlemstilbud, der er omfattet af spørgeskemaundersøgelsen, blandt andre mødebooking via nettet, elektroniske jobsøgningsskemaer, beskeder via hjemmesiden, sygemelding m.fl.
[3] Beregnet som andelen af digitale transaktioner af alle transaktioner pr. kort/ydelse/blanket.
Henvendelser om nyhedsbreve, herunder forslag til forbedringer mv., kan rettes til:
Hans Flamand Christensen
Direktionssekretariatet
tlf. 38 14 83 17, e-mail: adir@adir.dk