16. juni 2010

Nyhedsbrev til a-kasserne - nr. 17/2010

Benchmarking af a-kassernes sagsbehandling i 2009

Arbejdsdirektoratet har i dag på sin hjemmeside offentliggjort rapporten ”Benchmarking af a-kassernes sagsbehandling i 2009”.

Undersøgelsen viser, at der med 3.633 klager i 2009 til direktoratet er tale om en stigning på knap 60 i forhold til 2008, hvorimod klagefrekvensen er faldet fra 1,2 pct. i 2008 til 1,0 pct. i 2009. Den samlede klagefrekvens er således ganske beskeden.

Det er ikke bemærkelsesværdigt, at antallet af klager stiger i takt med stigningen i ledigheden. Derimod kan der være anledning til at notere sig, at antallet af klager i forhold til ledighedsberørte er faldet i en periode med kraftigt stigende ledighed. Dette må, alt andet lige, tages som et udtryk for en relativ tilfredshed med a-kassernes afgørelser.

Undersøgelsen viser desuden, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i a-kasserne i 2009 var på 4,1 uger mod 4,2 uger i 2008.

I perioden 2004 – 2009 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet fra 6,9 til 4,1 uger, altså et fald på samlet 2,8 uger.

Direktoratet udtrykker tilfredshed med, at a-kassernes gennemsnitlige sagsbehandlingstid fortsat er faldende. Det er en væsentlig udfordring for a-kasserne at fastholde denne udvikling.

Endelig viser undersøgelsen, at direktoratet i 2.386 tilfælde fastholdt a-kassernes afgørelser, hvilket svarer til 87,5 pct. af de påklagede afgørelser, mens de i 342 tilfælde, svarende til 12,5 pct., blev helt eller delvist ændret.

I 2008 fastholdt direktoratet a-kassernes afgørelser i 89,6 pct. af sagerne.

Hele rapporten kan læses her.

 

Spørgsmål om rapporten kan rettes til:

  • kontorchef: Peter Andersen Hove, 1. kontor, direkte tlf.: 38 14 83 81
  • fuldmægtig: Aage Huulgaard, 1. kontor, direkte tlf.: 38 14 82 77

Henvendelser om nyhedsbreve

Henvendelser om nyhedsbreve, herunder forslag til forbedringer mv., kan rettes til:
Majbrit Rothmar
6. kontor
tlf. 38 14 82 97, e-mail: adir@adir.dk