Guide til den gode jobansøgning

At være ledig på arbejdsmarkedet kan være både frustrerende og svært. Mange oplever et vist forventningspres fra dem selv, deres omgivelser og a-kasse, mens de er jobsøgende.

Skab de bedste forudsætninger for at lande et job ved at optimere din jobansøgning. Her får du råd til, hvordan du kan gribe opgaven an. 

Vær modtagerorienteret

Din jobansøgning til en virksomhed skal danne et billede af, hvordan du kan være et aktiv for virksomheden. Det gør du bedst muligt ved at tage udgangspunkt i virksomheden, du henvender dig til. Sæt dig ind i modtagerens værdier og visioner, og tænk grundigt over, hvad netop du kan bringe på bordet. 

Når du skal formulere, hvad du kan bidrage med til virksomheden, er det en god idé at være konkret. Brug gerne uddybende eksempler med afsæt i dine erfaringer og kompetencer.

Hvis du for eksempel skriver, at du har erfaring med webhosting, så uddyb hvad det konkret indebærer, og hvordan det kan komme virksomheden til fordel.

Prøv at finde en god balance mellem at være detaljeorienteret uden at være for udpenslende. Ansøger du om et job som gartner, er det ikke nødvendigt at udpensle hele din viden om for eksempel discovery æbletræer. Hold dig til få, skarpe sætninger.

Skab en rød tråd

Efter at have skrevet CV kan det være svært at gribe jobansøgningen an. Der er ikke den samme struktur med faste afsnit i en ansøgning, som der normalt er i CV’et.

Du kan med fordel være opmærksom på, hvad der har skabt succes for andre, som har landet et job. En ofte anvendt model til jobansøgningen er opdelt i tre dele.

Første og indledende del er et motivationsafsnit. Her bør dit fokus være på virksomhedens mission snarere end din egen.

Andet afsnit skal gerne være noget længere, hvor du visualiserer og beskriver fremtiden sammen med virksomheden. Mange begår den fejl, at de blot gentager punkterne fra deres CV i hele sætninger. Det kan være punkter om uddannelse og tidligere erhverv. Stil i stedet skarpt på de opgaver, du konkret kan løse i stillingen.

Tredje afsnit har fokus på, hvorfor virksomheden netop skal ansætte dig. Hvad har du at byde ind med, og hvordan vil du passe ind i fællesskabet?

Husk overskrifter og afrunding

En god tommelfingerregel er at forsøge at holde jobansøgningen på en normalside. På den måde bliver mange tvunget til at genlæse deres ansøgning igen og igen for at stramme sproget op, så pointerne fremgår mere klart.    

Du kan med fordel lave en overskrift og deloverskrifter i din jobansøgning. De overskueliggør indholdet for modtageren og vækker interesse.

Afrund gerne ansøgningen med en opsamlende sætning, der sætter en fed streg under dit store potentiale for at skabe værdi for virksomheden.

1 tanke om “Guide til den gode jobansøgning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *